Vi er stille og roligt på vej ind i vinterhalvåret og det er en god ide at begynde at tænke forebyggende i forhold til forkølelse, influenza, vinter “blues” og de andre ting der kan følge med vores lange vinter i Danmark.
Selvom der stadig er godt med sol så er strålerne ikke lige så effektive, og da det er ved at være lidt koldt går vi heller ikke rundt med særlig meget blottet hud. Derfor får vi ikke dannet særlig meget D-vitamin fra oktober til april.
Jeg har samlet flere artikler og aspekter af brugen af D vitamin, men idag vil jeg bare gøre opmærksom på hvad bl.a sundhedsstyrelsen anbefaler forskellige befolkningsgrupper, og også deres anbefalede øvre sikre grænse for dagligt indtag af D vitamin.
De officielle anbefalinger blev sat op i 2020, og samtidig blev der fra myndighedernes side sat mere fokus på vigtigheden af D-vitamin. I forbindelse med Covid fik D-vitamin igen, endnu mere anerkendelse og interesse. Det er også meget muligt at de anbefalinger vi ser nu også sættes mere op, i takt med at der forskes i fordelene ved at få tilstrækkeligt med D-vitamin.
Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen har følgende anbefalinger omkring forebyggende tilskud af D-vitamin.
5-10 mikrogram D-vitamin fra oktober til april
- I vinterhalvåret dannes der ikke D-vitamin i huden på vores breddegrader. Derfor anbefales det at tage et dagligt tilskud på 5-10 mikrogram D-vitamin fra oktober til april. Dog anbefales særlige grupper et forebyggende tilskud af D-vitamin hele året, som beskrevet nedenfor
- Børn over 4 år og voksne anbefales at tage et dagligt tilskud på 5-10 µg D-vitamin i vinterhalvåret (oktober til april).
- Børn under fire år anbefales 10 µg D- vitamin året rundt.
- 10 µg D-vitamin dagligt fra oktober til april anbefales til børn over 4 år og voksne, som ikke tilhører nedenstående grupper
10 µg D-vitamin hele året
10 µg D-vitamin dagligt hele året anbefales til:
- Børn 0-4 år (D-dråber)
- Gravide og kvinder, der ammer
- Børn og voksne med mørk hud
- Børn og voksne som bærer en tildækkende påklædning om sommeren
- Personer, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys
20 µg D-vitamin og 800-1000 mg calcium hele året
20 µg D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium anbefales hele året til:
- Personer over 70 år
- Beboere på plejecentre
- Personer i øget risiko for knogleskørhed uanset alder
Øvre sikker grænse for D-vitamin
EU’s Scientific Committee on Food har fastlagt en øvre sikker grænse for dagligt indtag, som er:
- 25 µg for spædbørn fra 0 til 6 måneder
- 50 µg for børn fra 6 måneder til 10 år
- 100 µg for børn fra 11 år og voksne, inkl. gravide og ammende
I næste uge er det oktober, og en rigtig god ide at komme igang med et tage D-vitamin hver dag.
Hav en dejlig dag.
Hilsen
Emily

